Dyrevelfærdsordningen "Hele haler"

Svineafgiftsfonden støtter igen i 2027 dyrevelfærdsordningen "Hele haler". Læs mere om ordningen her.

Opdatering 24/9/2026 - Svineafgiftsfonden hæver måltal til 3 mio. grise med hele haler i 2027

Svineafgiftsfondens bestyrelse har taget en principbeslutning om at hæve måltallet for grise med hele haler under dyrevelfærdsordningen ”Hele haler” til 3 mio. grise allerede i 2027. Dette er sket på baggrund af, at fonden – efter fondens oprindelige ansøgningsfrist d. 11. august 2026 – modtog en vurdering fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø af, at det ligger indenfor statsstøttegodkendelsen for ordningen, at fondens bestyrelse kan beslutte at budgettere med hele budgettet i statsstøttegodkendelsen + 20%, samt at anvende det samlede budget inden for 2 år fremfor de forudsatte 3 år.

Da dette ikke var kendt information før ansøgningsfristen d. 11. august, valgte bestyrelsen  i september ekstraordinært at gøre det muligt at indsende en supplerende ansøgning til den allerede indsendte ansøgning under dyrevelfærdsordningen ”Hele haler”, der bygger på den udbudsrunde, der er gennemført tidligere på året, med fokus på at hæve måltallet for grise med hele haler til 3 mio. grise i 2027.

Fristen for indsendelse af den supplerende ansøgning var 1. oktober 2026, hvorefter ansøgningen blev behandlet i bestyrelsen. Bestyrelsen besluttede den 6. oktober 2026 at indstille ansøgningen til tilsagn. 

Dyrevelfærdsordningen ”Hele haler” finansieres gennem produktionsafgifter, der pålægges alle grise og betales af de danske griseproducenter. 

Baggrund om ordningen

Bevillingsåret 2026

Landbrug & Fødevarer, som modtog bevillingen for 2026 på vegne af de deltagende producenter, skriver mere om projektet her.

I forbindelse med bevillingen for 2026 udtalte formand i Svineafgiftsfonden, Knud Jørgen Lei:

"Vi håber, at vi med ordningen kan være med til at fremme dyrevelfærden i griseproduktionen. I dag er der ca. 500.000 grise med hele haler i Danmark, og forventningen til ordningen er, at der sker en fordobling de næste tre år, så der i 2028 produceres 4 millioner grise med hele haler"

Du kan læse fondens pressemeddelelse her.

Fonden åbnede i foråret 2025 for første gang for ansøgning til dyrevelfærdsordningen "Hele haler" for bevillingsåret 2026, og åbnede i foråret 2026 op for ansøgning til bevillingsåret 2027.

Ordningen er også beskrevet i fondens strategi for 2026-2029, der kan læses her.

Information om ansøgning for 2027 kan findes her.

Finansiering af ordningen i 2026

Pr. 1. januar 2026 trådte ændrede produktionsafgifter for griseproduktion i kraft. I tillæg til produktionsafgiften, som vi kender den, indeholder afgiften fra 2026 også en afgift til den nye omfordelingsordning, der skal sikre, at der produceres flere grise med hele haler.

”Alle grise bliver pålagt en afgift på 1,58 kr. for at kunne finansiere omfordelingsmodellen. Det har derfor været vigtigt for os at forsøge at kompensere for denne stigning ved at reducere de almindelige produktionsafgifter”, fortæller Knud Jørgen Lei, formand for Svineafgiftsfonden.

Fondens pressemeddelelse om afgiftsændringen kan læses her. 

Du kan læse mere om produktionsafgiften for griseproduktion her. De 1,58 kr. pr. gris er inkluderet i de afgiftssatser, der er omtalt på siden pr. 1. januar 2026.

Finansiering af ordningen i 2027

Nye produktionsafgifter for griseproduktion vil træde i kraft pr. 1. januar 2027. Afgiften vil i 2027 - som i 2026 - indeholde en del, der finansierer omfordelingsordningen, der skal sikre, at der produceres flere grise med hele haler. Afgiftsbekendtgørelsen forventes at komme i høring fra Styrelsen fra Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i november 2026. 

Erklæring om opfyldelse af støtteberettigelseskriterier

Ansøgere til ordningen skal ved ansøgning skulle erklære sig på at opfylde ordningens støtteberettigelseskriterier. Det sker ved afkrydsning af felt herom i ansøgningsskemaet. 

Ordningens støttemodtagere skal også udfylde en erklæring. Den findes her.

Baggrund for ordningen

Ordningen ligger i forlængelse af Vision 2050 for dansk svineproduktion, som er Landbrug & Fødevarer Gris, Danske Svineproducenter og Danske Svineslagteriers fælles vision for dansk griseproduktion i 2050.

Det fremgik af den politiske aftale ”Sammen om Dyrene” fra februar 2024 under pkt. 15 ”Flere grise med hele haler”, at der skulle "igangsættes en undersøgelse af muligheden for at indføre en afgift i regi af Svineafgiftsfonden, hvor provenuet fordeles til producenter, der kan dokumentere, at de ikke halekuperer. Såfremt afgiftsmodellen har den ønskede effekt, vil aftalepartierne senest 2 år efter etableringen af ordningen vurdere, om modellen kan anvendes til at løse andre dyrevelfærdsmæssige udfordringer, idet afgiften skal håndteres i regi af produktionsafgiftsfonden.” Aftalen kan læses her.

Siden aftalen blev indgået, har EU-Kommissionen statsstøttegodkendt ”Støtte til dyrevelfærdsforpligtelser med henblik på at mindske behovet for halekupering af smågrise”, der ligger til grund for Svineafgiftsfondens udmøntning af ordningen. Godkendelsen kan findes her.

EU-kommissionen har desuden meddelt, at de har godkendt modellen, hvor der kan opkræves en afgift gennem Svineafgiftsfonden for alle grise produceret i Danmark, så der kan føres et provenu tilbage til de griseproducenter som ikke foretager halekupering.

Bekendtgørelsen om hele haler for 2026 kan læses her.