Print siden
Tilskud fra fonden

Svineafgiftsfonden kan i medfør af §7, stk. 1 i Lov om administration af det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landsbrugsvarer mv. (Landbrugsstøtteloven) finansiere følgende foranstaltninger: afsætningsfremme, forskning og forsøg, produktudvikling, dyrevelfærd, sygdomsforebyggelse, rådgivning, kontrol, uddannelse, medfinansiering af initiativer under EU-programmer samt foranstaltninger i øvrigt, som ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri giver tilladelse til.

Svineafgiftsfonden ønsker i særlig grad at fremme generiske anvendelsesorienterede aktiviteter med henblik på at styrke den samlede sektors udviklingsmuligheder og konkurrenceevne.

For budgetåret 2010/11 lægges der især vægt på:

  • Projekternes relevans, nyhedsværdi og kvalitet i relation til sektorens udviklingsmuligheder
  • Projekter, der er af generisk karakter og som dermed gavner alle interessenter
  • Projekter der tilvejebringer ny anvendelsesorienteret viden med vægt på implementering
  • Projekter der fremmer markedsaktørers interesse for svinekød.

I relation til nye anvendelsesorienterede aktiviteter foretrækker Fonden:

  • Samarbejdsprojekter der er koordineret med sektorens faglige interessenter
  • Projekter der sandsynliggør en mulig implementering og formidling
  • Projekter, der fremmer sektorens muligheder for at producere både økonomisk, etisk og miljømæssigt bæredygtigt.


Fonden prioriterer i særlig grad generiske projekter inden følgende 3 hovedgrupper:

Anvendelsesorienterede udviklingsprojekter i relation til

  • Produktkvalitet i hele kæden, herunder nye redskaber til brug for øget forædling og råvareudnyttelse med henblik på at øge mangfoldigheden af produktet
  • Produktsikkerhed i hele kæden, herunder nye teknologiske løsninger og implementérbare metoder for bl.a. sporbarhed og håndtering af handyrproblematikken.
  • En forbedring af dyrevelfærdsforholdene i hele produktionskæden.
  • En reduktion af svineproduktionens klima- og miljøbelastning i hele kæden fx fosforpåvirkning, kvælstofpåvirkning, CO2-påvirkning m.m.
  • Nye teknologiske løsninger der fremmer sektorens konkurrenceevne, herunder en yderligere styrkelse af effektiviteten i slagtesvineproduktionen
  • Attraktive arbejdspladser i hele kæden, herunder især i relation til godt arbejdsmiljø
  • Ledelse og produktionsprocesser i dele af eller hele værdikæden, der bidrager yderligere til en mere effektiv produktion.


Projektresultaterne skal samtidig være økonomisk bæredygtige for sektorens interessenter, og være etiske, miljømæssige og sundhedsmæssige forsvarlige.

Sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse
Fokus på at imødegå tabsvoldende husdyrsygdomme, både såkaldte ondartede smitsomme sygdomme og produktionssygdomme

  • Herunder særlig vægt på forebyggende indsats og/eller nye behandlingsmetoder, der er egnede til umiddelbar implementering i praksis; gerne dokumentation i form af cost/effect analyser af nye tiltag.
  • Dyresundhed og fødevaresikkerhed i relation til zoonoser, produktionssygdomme, reduceret medicinforbrug m.v.


Markedsforhold og -aktører, der synliggør svinekødets kvaliteter i relation til fødevaresikkerhed, sundhed, anvendelsesmuligheder o.lign.
Fokus på en generisk indsats både på eksportmarkeder og/eller hjemmemarked

  • med inddragelse af de kvantitative og kvalitative aspekter, som kan dokumenteres for svinekød
  • med belysning af hvordan svinekød kan indgå i produktion af forædlede produkter og/eller sunde og ernæringsrigtige måltider på nye måder.


Der kan alene ydes støtte til enkeltpersoner eller enkeltvirksomheder, hvis dette ikke strider mod statsstøttereglerne, og støtten vurderes at komme en bred kreds til gavn.

Der ydes ikke støtte til grundforskning.